Billedserier
Nyhedsbrev
Indtast dit navn og din e-mail nedenfor, hvis du ønsker at modtage vores nyhedsbrev.

Seppo Mattinen fernisering

21. august 2011
Tale af Arne Haugen Sørensen ved fernisering på Seppo Mattinen udstillingen i Holstebro Kunstforening 21. august 2011-08-21

At rejse er at leve, påstod H.C. Andersen.
Måske, men at male er at leve to gange og dobbelt så godt, kunne Seppo Mattinen passende svare ham, hvis han altså var en person der ville sige sådan noget. Selve processen at male forstærker nemlig oplevelsen i flere potens. Når arbejdet lykkes og til sidst bliver til et billede har oplevelsen fået form og lever sit eget selvstændige liv. Så er det blevet en ny ting i verden. Et lille mirakel - i virkeligheden.
For Seppo maler sit liv. Hver eneste dag genskaber han sit liv. Alt hvad han ser og oplever, bliver nemlig til billeder. Men først skal oplevelserne igennem en lang renselsesproces. Han starter i det små, med en penne skitse, der bliver til mange varianter. Derefter overføres skitserne til lærred. Først små formater, hvor han arbejder med farven, derefter bliver formaterne lidt større og bliver mere og mere detaljeret, for at ende som de store gennemarbejdede billeder vi elsker at stikke næsen i. Det kræver selvdisciplin ikke bare at kaste sig ud i svineriet og smøre løs med det samme. Til gengæld er det en metode der foruden at give en fornuftig produktion, også giver overblik og dejligt lette og afklarede billeder uden forstyrrende mellemregninger.
Hans motiver er utroligt varierede, Fra De store monomentale bybilleder, som dem vi engang imellem ser et frustrerende kort og utydeligt glimt af i baggrunden, når TV interviewer et jakkesæt fra Christiansborg eller landsretten. Hvor man intenst ønsker at de - bare et øjeblik - ville flytte fokus fra jakkesættet til væggen bagved. Det er magiske og levende bygninger der lever i et intenst forhold til andre bygninger i en tyst og mennesketom verden, fyldt med betydningsmættet nærvær. Men der er også de små anekdotiske episoder, oplevet på den daglige vej til atelieret.
For intet motiv er ham for ydmygt.
Selv en dum hat, kan han finde på at male.
Da jeg besøgte ham og Cecilie i Rom, havde jeg i en fin butik på Piazza del Popolo købt en ny hat. og der stod indeni at den var lavet af papir, som om det skulle være ekstra fint. I dag er den slatten og formløs, men dengang var den utrolig flot og havde et smukt gyldent farve. Selv under den hyggelige middag med Seppo og Cecilie må jeg med skam indrømme at jeg havde svært ved at slippe den af syne, latterligt bekymret, som jeg var, for at der skulle ske den noget.
Flere år efter genkendte jeg til min store forbavselse og hemmelige glæde, den fine hat på en udstilling. Seppo havde oplevet min bekymring, og havde malet min nye hat, svævende i al sin gyldne skønhed over Nemisøens sorte vand. Det var ganske gribende at han formåede at give evigt liv til en simpel hat. På det tidspunkt var modellen for længst gået al kødets gang, som man kunne forvente af en papirshat.
Seppo er nemlig generøs og holder af mennesker. Deres naragtighed til trods. Derfor var det ikke min latterlige obsession med en dum han han udstillede, men min glæde. Han maler alle mennesker dem med kærlighed som den store kunstner han er. Lommetyven med hånden i hans lomme, pigerne der soler sig på plænen, ja, selv gadernes skæve huse bliver, hvert og et, malt med indfølt kærlighed.
Seppo er en vandringsmand, og han har allerede levet og malet sig igennem flere fulde liv i Finland, Sverige, Danmark og nu sidst i Italien..
Langt bag ham, under horisonten, ligger hans finske barndom. Moderens lille brodeributik, hvor hun solgte smukke silkebånd og sytråd i alle farver. Stedfaderen, der var noget så sjældent som en rigtig profet.
Flere gange mens Seppo var dreng, måtte profeten samle sin lille, men trofaste menighed for at vandre nordpå, for nu gik verden under. For enere på hjemvejen, skuffet og desillusioneret slukøret måtte bede menigheden om at samle de gebisser op af elven igen, som han på udvejen havde overbevist dem om at de ikke ville få brug for længere.
Det er det magiske landskab Seppo Mattinen kommer fra, og som har præget ham for altid. De store skove, de dybe søer og sjælens ubodelige ensomhed. Men også livets skrøbelige skønhed og kærligheden. Det hele tilsat et par generøse skefulde humor til at sætte det hele på plads..
Derfor blev han en vandringsmand i verden.
I Danmark blev han dansker, selv om han ikke maler som en dansker. Han ligner ikke nogen anden, og det er simpelthen umuligt at sætte ham i bås eller putte ham i en bestemt kasse. Han følger tilsyneladende ikke med tiden og bekymrer sig ikke om at være med på noderne. Om det er i Paris, New York eller Berlin det foregår, rager ham en høstblomst, for han følger, stille og roligt, sin indre røde tråd. Han maler bare, stille og roligt, alt hvad han ser omkring sig. For han maler som en fugl synger. Han maler sit liv mens han lever det. Hans billeder er hans liv og han er sine egne billeder. Han vedbliver at fortælle historier skønt han har levet det meste af sit liv i en tid hvor man ikke måtte fortælle historier, (i hvert fald ikke i maleriet) hvis man ville tåles i køkkenet.
Ved han da overhovedet ikke hvad klokken er slået?
Det minder mig om en anekdote som jeg holder meget af. For efterhånden mange år siden, holdt den unge Picasso og hans avantgarde venner i Paris en fest til ære for den store og mærkelige naivistiske amatørmaler Henri Rousseau, kaldet tolderen. De var fascinerede bl.a. af hans stærke, eksotiske jungle billeder fyldt med fantastiske vækster og vilde dyr, som han malede lige ud af hovedet når han kom hjem fra sit kedelige arbejde i toldvæsenet. Billeder der ikke lignede noget andet i tiden. Under middagen rejste Rousseau sig, slog på glasset og sagde henvendt til Picasso, de bevingede ord: “Vi to er de største malere i vor tid. Du i den ægyptiske og jeg i den moderne stil”.
Er Seppo Mattinen måske en naivistisk maler?
Han er i hvert fald en mester i hans helt egen moderne stil, ligesom Rousseau. At andre kan være mestre i den tyske eller amerikanske stil bekymrer ham ikke, for han helt sin egen. Og uden for konkurrence.
Han hører ikke til de mange der anser maleriet som en slags videnskab hvor eksperimenter skal udvikle vor viden i en konstant søgen efter det nye og aldrig før sete. Han deler heller ikke deres tro på fremskridtet. Han maler, ganske enkelt, fordi han elsker maleri og elsker selve det at male. Han har desuden noget at sige, og siger det i den stil der falder ham naturlig.
Det må naturligt blive i den klassiske figurative stil -- bare moderne og nutidigt, naturligvis.
Det er derfor hverken Paris New York eller Berlin Seppo Mattinen har valgt at slå sig ned i, men Rom, selvfølgelig. Som H. C. Andersen og alle guldaldermalerne. Det evige Rom med den lange historie og den store klassiske kunst og det gyldne lys. Det fantastiske gyldne lys som Seppo fremtryller på sine lærreder ved hjælp af små mangefarvede pletter, tålmodigt sat tæt ved siden af hinanden, til man til sidst kan mærke den vibrerende, varme og gyldne luft i lungerne.
Det er mig en ære og en sand fornøjelse at kunne erklære udstillingen for åben!

Tak, og god fornøjelse!!

Arne Haugen Sørensen


holstebro-kunstforening.dk  |   Hirsevænget 31  |   7500  Holstebro  |   30 48 92 64  |   post@holstebro-kunstforening.dk